Ferietid er lig med indbrudstid. Sådan skræmmer du nemmest indbrudstyve væk, når du ikke er hjemme
Mange af vores kunder bor side om side i en bolig- eller antenneforening. Og vi oplever, at mange sætter en ære i godt naboskab – og det kan faktisk skabe mere tryghed i lokalområdet. Noget som især er gavnligt, når mange er på ferie, og der bliver begået flere indbrud end normalt. Men der er faktisk en række simple ting, du kan gøre for at øge sikkerheden i dit nabolag.
Hold øje med din nabos hjem, når de ikke er hjemme
Det at være opmærksom på hinandens hjem har en utrolig stor præventiv virkning og kan være med til at forhindre indbrud.
Tal med din nabo
Det er rigtig hyggeligt at få en sludder med sin nabo. Men udover det så er det også rigtig godt, at man lærer hinanden bedre at kende. Det skaber en tryghed for både dig og dine naboer, og det er nemmere at holde styr på, hvem der er på ferie og hvornår.
Husk at sige ’hej’ til hinanden
Undersøgelser viser, at næsten 90% af danskerne mener, at en god nabo hilser, når I mødes. Du viser, at du anerkender din nabos tilstedeværelse, og at du helt enkelt gerne vil opbygge et godt naboskab. På den måde kan man også nemmere holde øje med, hvem der ikke er velkommen i området, og hvem der er – fordi man kender hinanden og er vant til at hilse på hinanden.
Informer din nabo, hvis der sker noget uventet
Det er betryggende, når naboer giver hinanden besked, hvis uheldet er ude. Det kan fx være, der er begået et indbrud eller hærværk – her er det rigtig godt, hvis man hurtigt kontakter sin nabo og informerer dem, så de ved, hvad der foregår. Sørg derfor for at have hinandens mobilnumre, så I hurtigt kan få fat på hinanden.
Brug naboens skraldespand
Tyvene tjekker ofte, om din skraldespand bliver brugt eller ej. Hvis den ikke gør, så ved de, at du er på ferie. Det er derfor en god ide at bruge din nabos skraldespand, hvis han eller hun er på ferie.
Læg naboens dørmåtte ned efter trappevask
Hvis dørmåtten har stået på højkant op af døren i flere dage, så ved en eventuel tyv godt, at der ikke er nogen hjemme. Så læg gerne dørmåtten ned hos din nabo, efter rengøringen har været der.
Tøm din nabos postkasse eller skub posten helt ind i postkassen
Du kan evt. aftale med din nabo, at I skiftes til at tømme jeres postkasser, når I er på ferie hver især. På den måde opdager tyvene, at man ikke er hjemme. Hvis du ikke bryder dig om, at din nabo håndterer din post, kan I i stedet for aftale, at man er opmærksom på at skubbe posten helt ind i postkassen.
Det kræver ikke så meget at skabe en mere præventiv tryghed i lokalområdet. Det er selvfølgelig nemmest, hvis flere eller alle i din bolig- eller antenneforening er enige om, at I skal passe på hinanden.
Du kan fx printe denne liste ud og hænge den op i jeres opgang eller fælleslokale, og på den måde opfordre dine naboer til at være opmærksom på, hvordan man er en god nabo, og hvordan man derved skaber tryghed, hvor I bor.