Første evaluering
Det er nu to måneder siden, at vores første hold af kørende teknikere var på ’Kør Grønt’ kursus. Det er derfor tid til at evaluere vores indsats, og vi skal finde ud af, om det overhovedet kan svare sig at sende flere af vores medarbejdere på kursus i ’Kør Grønt’. Hjælper det at accelerere kvikt, at være på forkant og ’læse’ trafikken på forhånd og at have det rigtige dæktryk?
Det korte svar er ja. Efter kurset er alle deltagerne blevet målt på deres kørsel, og derved kan vi sammenligne deres nuværende brændstofforbrug med, hvor mange kilometer de kørte pr. liter inden kurset. Og vi er meget glade for, at vi nu har en tekniker, der kører 15 km pr. liter i modsætning til før, hvor han kørte 8,2 km pr. liter. Vi har også flere medarbejdere, der har formindsket deres brændstofforbrug med mere end 20%. Fælles for alle, der har deltaget i kurset er, at de alle nu kører længere på literen, end de gjorde, inden de deltog i kurset. Det fortæller os, at vi er på rette vej, og at vi har fat i noget, der kan gøre en forskel for det store CO2-regnestykke.