I mange år har Dansk Kabel TV’s teknikere i Øst haft en social klub, hvor man mødtes flere gange om året til gokart, bowling eller blot en hyggestund sammen med sine arbejdskammerater uden for normal arbejdstid. Det hele blev betalt af en fælles klubkasse, som medlemmerne betalte ind til hver måned. Men de seneste år har fremmødet desværre været drastisk faldende, og til slut valgte man at lukke klubben helt.
Klubkassen har derfor skulle gøres op, og ifølge vedtægterne skulle det indestående beløb gå til et velgørende formål. Valget faldt på Danske Hospitalsklovne, som altså modtager det overskydende beløb på hele 250.000 kr.
Det blev modtaget med stor glæde, da DKTV-teknikerne; Erik, Claus og Michael var ude og overrække beløbet personligt til direktøren og de to klovne Citronella og Basta.
Kenneth Øhrberg, Direktør fortæller: ”Med de penge kan vi virkelig gøre en forskel for indlagte børn på hospitalerne. Corona har udfordret vores arbejde, både adgangen til børnene har været begrænset og besværliggjort af restriktioner, men også vores indsamling af penge har også lidt. Så vi er dybt taknemmelige. Kæmpe tak til teknikerne, sikke en flot gestus. Det er en stor sum penge og en vigtig håndsrækning til syge børn i Danmark.”
Det var også en god oplevelse for DKTV-teknikerne at kunne få lov at møde Hospitalsklovnene personligt. Erik Bugge: ”Det giver en god, glad fornemmelse indvendig og samtidig en varme om hjertet, at kunne give de her penge, for man ved at det vil hjælpe Hospitalsklovnene.
Pengene vil blive anvendt til aflønning af hospitalsklovne i hele landet. Men også til at understøtte en ny udvikling af digitale klovnebesøg gennem skærme, som corona-krisen har været med til at bane vejen for og som åbner op for nye perspektiver, hvor geografisk afstand opløses og smitterisiko fjernes.